Det kan sagtens være underholdende at lære noget nyt.

Noget af det vi oplevede i rigtig mange af de butikker vi besøgte i New York var implementeringen af edutainment, noget som detailhandlen i Danmark sagtens kunne blive meget bedre til at udnytte. Vi var i FAO Schwarz, som har solgt legetøj i over 160 år, hvor der var en masse medarbejdere, der underholdt – og på samme tid viste mulighederne i de forskellige produkter, det var underholdende og lærerigt for både store og små. Hvis det skulle oversættes til fx en fødevarebutik, kunne det være en fredag, hvor der mikses drinks i butikken – lær hvordan du laver en Dark and Stormy, det kunne også nedskaleres til et oplæg med opskrifter og de rette ingredienser og smagsprøver. Mange gør det allerede, men så bør man måske gøre det efter mottoet: Go big or go home! Gå all in og gør det lækkert, hav øje for detaljen og giv kunderne en oplevelse og undervis dem samtidig, det er noget, der sætter sig hos kunden, og noget de meget gerne vil komme igen, for at få mere af. Det er også med til at skabe tillid, at sælgerne har et godt varekendskab – edutainment er win, win.


