Roastery, retail og refleksion

Torsdagens oplevelser i New York

Vores tur var ved at lakke mod enden, men vi skulle lige have det sidste med. Derfor satte vi torsdag kursen mod Meatpacking District på det vestlige Manhattan, hvor der i starten af 1900-tallet lå omkring 250 slagterier og kødfabrikker. Nu er området bl.a. kendt for High Line – en højtbeliggende park bygget ovenpå gamle jernbanespor, ellers er området fyldt med eksklusive butikker og trendy restauranter.

Vores første besøg var hos Starbucks Reserve Roastery, hvor alle sanser sættes i spil. Det er som at træde ind i en scene fra Charlie og Chokolade fabrikken, der summer af aktivitet og pludselig hører man lyden af friskristede bønner suse igennem et af de mange rørsystemer i loftet. Dette er et mekka for alle kaffeelskere, og for os retailere – en inspiration at se, hvordan man kan tage et koncept op på et helt nyt niveau. Der er noget helt særligt ved at føle, at man kommer “behind the scenes” og ser produktionen, og ikke mindst at møde de passionerede medarbejdere, der gerne stiller op til spørgsmål og billeder. Virkelig et besøg værd!

Næste stop blev Chelsea Market, en tidligere kiksefabrik fra 1890, hvor den berømte “Oreo-kiks” er blevet til, er nu omdannet til en markedsplads for mad og retail. Her er noget for enhver smag, lige fra østers til nikkende katte i en af de mange asiatiske butikker. Chelsea Market besøges årligt af 6 millioner nationale og internationale turister – og nu også vinderne af Danish Retail Award 2024. Vi var alle enige om, at sådan et markedplads-baseret koncept a la streetfood kombineret med små detailbutikker med forskellige specialiteter er virkelig inspirerende. De rustikke rammer bidrager også til stemningen, og det er spændend at gå på opdagelse i alle de små kroge af den store nedlagte fabrik.

Vi stak også hovedet ind i Google Store på den anden side af gaden. Nu havde vi jo været i Apple Store på 5th Avenue, hvor der er virkelig gang i den. Der var en mere afdæmpet stening her i butikken samt et helt andet lay-out. Vi blev igen mødt af en sød medarbejder, der spurgte om vi havde brug for hjælp, da vi takkede nej sagde han: “My name i Daniel – just ask for me, if you change your mind and want to try anything.” Vi er ret enige om, at det er super fedt, at man lige siger sit navn – det gør det meget mere personligt, så en super idé at tage med hjem og afprøve. Vi blev fristet af muligheden for at afprøve deres in-ear høretelefoner, hvilket foregår i rammerne af en subway-vogn. De har flere forskellige små aflukkede rum, hvor man kan afprøve og fordybe sig i deres produkter – virkelig en god idé.

På vejen stødte vi på en Fjällräven butik, som vi aflagde et besøg. Det første man blev mødt af, var en “mur” af de velkendte og elskede rygsække i alle regnbuens farver. Lige ved siden af havde de en repair station, hvor en medarbejder var i fuld gang med at reparere et ødelagt produkt. Endnu en måde at bidrage til bekæmpelse at overforbrug, og som vi talte om – bidrager til produktets troværdighed, et produkt der har så meget værdi, at det kan betale sig at reparere og ikke bare kassere. Vi fik også demonstreret, hvordan man på en naturlig måde kan imprægnere sine produkter, så de bliver vandafvisende. Det er genialt at lave disse små demoer i butikken, det giver liv og viser kunden nye muligheder.

Så blev det tiden at besøge RH Restoration Hardware, et super eksklusivt møbelhus – et showroom, hvor samtlige medarbejdere sidder bag skærme og helt sikkert er i gang med at udregne ordrer eller designe en ny stue til en af deres klienter. Her er vi meget langt fra Jysk og Ilva, men man kan godt lade sig inspirere af den måde produkterne er iscenesat på, det er altid en god idé at inspirere kunderne med flotte udstillinger, der sætter stemningen for, hvad du kan opnå med butikkens produkter.

Vi satte kursen mod en gå-tur på High Line – den høje park på toppen af jernbanesporene fra de gamle kødfabrikker. Men på vejen fangede en meget stor og skinnende bil i et vindue vores opmærksomhed, den store Tesla Cybertruck var udstillet i Teslas showroom. Vi drønede straks derover, hvor vi med det samme blev spurgt, om vi kunne tænke os at prøve en tur – det kan man jo ikke sige nej til. Det var en ret fed oplevelse, vi fik vist en masse funktioner fx at den er helt selvkørende samt at den kan accelerere fra 0-100 på 2,7 sek. Igen er konceptet Try me – buy me en kæmpe fordel, ikke at vi lige hoppede på at købe en Cybertruck hver, men alle syntes, at det havde været en mega fed oplevelse.

At gå på Highline er altid en oplevelse, man ser byen fra andre vinkler og man bliver overrasket over, at man faktisk går midt i en storby. Man kan også møde overraskende mennesker på sin vej, denne gang mødte vi rapperen The Kid Daytona, som var i gang med at skyde sin nye musikvideo. Han er måske ikke super kendt, men tog sig tid til at hilse og lave en videohilsen til Kariznas følgere på TikTok – igen ved man aldrig, hvad der sker rundt om det næste hjørne.

Derefter lagde vi dejen forbi storcentret “The Oculus” en æstetisk oplevelse designet til at ligne en stor hvid due, et symbol på fred og frihed. Den symboliserer genopbygning og håb efter 9/11 og ligger lige ved World Trade Center og understreger forbindelsen til mindet og fremtiden. På den store åbne plads midt i centeret står et piano, hvorfra der altid lyder stille musik – alle er velkomne til at sætte sig og spille. Det er et retail-space, men butikkerne er “skjult” i vingerne, så der er en fredfyldt stemning i selve centeret.

Dagens sidste stop blev de 2 Memorial Pools ved ground Zero placeret der, hvor de to Twin Towers stod og symboliserer tab, sorg og minde om ofrene for 9/11. Når man står og kigger på vandet, der tilsyneladende løber ned i en endeløs afgrund, kan man ikke undgå at reflektere og mindes. Man får unægtelig en klump i halsen, da det jo er så meningsløst, det der skete. Det er så vigtigt at stoppe op og reflektere, det kan hjælpe med at fokusere på det vigtige i livet – som er alt andet en bare penge. Det blev i hvert fald prisvindernes konklusion på dagens oplevelser.

Skriv en kommentar