Når 3 meget forskellige detailhandlere er på inspirationstur, er det selvfølgelig nødvendigt at besøg et bredt udsnit af butikker.
Heldigvis kunne de sagtens finde inspiration i hinandens og andres brancher, så der blev flittigt taget billeder, diskuteret og sparret frem og tilbage.
Vi besøgte Trader Joes, som er kendt for sit store udvalg af private label, ærlige og gennemskuelige priser. Derefter til Yeti som startede med at lave kølebokse, og nu især er kendte for deres super gode drikkedunke – en super flot flagshipstore, hvor man glemmer, at man er midt i New York. Så stod den på en tur i Harry Potters verden, hvor man bliver opslugt af det gennemførte univers. Derfra fik vi i Crate & Barrel på Broadway, en super flot iscenesat møbelbutik med lækre møbler og accessories – her fandt Oliver masser af inspiration. Fra møbelunivers til kæledyrshimmel – et besøg i Petco er et must! Det mest gennemførte og gennemtænkte koncept til alle kæledyrsejere.
En velfortjent frokostpause i Eataly – som at være i Italien for en kort stund, her er alt hvad hjertet kan begære.
Så var det Karinas tur til at komme i himmelen i butikken REI, som rummer over 1.500 m2 friluftsliv. Her var også masser af inspiration for både Oliver og Poul, som især var imponerede over den personlige betjening ved kassen.
Vi var alle ved at være trætte, så derfor var næste stop perfekt. Hos Casper sælger de nemlig madrasser, og i deres showroom er der bygget små “huse”, hvor man i ro og mag kan afprøve deres lækre produkter. Ærgerligt vi ikke havde mere tid, så havde det gjort godt med en morfar.
Ingen tid til hvil – Karina var målrettet mod næste stop, hendes absolutte yndlingsmærke: Patagonia, som er et kompromisløst outdoor mærke, som hele tiden forsøger at ændre måden at producere tekstiler på. I butikken findes der også en repair-shop, hvor du kan få repareret dine Patagonia produkter. “We are in business to save our Home planet” er deres slogan, og deres forretning og produktion er baseret på 100% gennemsigtighed.
Dagen sluttede af med en udsøgt middag med franske klassikere, og så var det ellers tilbage på hotellet og forsøge at fordøje det hele – og gøre sig klar til endnu en dag.